tirsdag den 21. august 2012

Dagens høst. Rigdom.

Fjerne mælkebøtter i græsset. Rense stien. Vande rødbeder, gulerødder og krydderurter. Fylde geraniernes vandflasker. Checke "bagskuret", som Tim Snedker har givet ny understøtte. Se til Ingrid og Marie.


Tre rødbeder. Fem gulerødder.


Kartofler.


Og luksus: kornblomster og geranier. De bliver til kagepynt.


Rigdom.

- Posted using BlogPress from my iPad

søndag den 19. august 2012

En sommerfotokavalkade

Kornblomster - kan spises...
Det kan duftgeranier også.
Mine to æbler, Ingrid og Marie, er ved at få røde kinder.
Bladbeder - smukke, velsmagende og nemme. Like!
Min vandingssystem, der virker!
Der er sørme kartofler i år. Og mange af dem. Sidste år rådnede de allesammen.
Ah! Bare tæer. Det er - næsten - det bedste af det hele...

Det begynder at ligne noget: quinoa i min have

Jeg har været lige ved at hive planterne op flere gange, og jeg har fået kommentarer om, at det da er ukrudt. Men nej: jeg dyrker quinoa i min lille nyttehave, og planterne stortrives. Der er ved at være store "klumper" af quinoa-frø i toppen af planterne, og de er ved at skifte farve fra grønt til rødt.
Jeg købte quinoa-frøene, da jeg var i USA sidste forår. Jeg nåede ikke at så dem sidste år, men det gjorde jeg til gengæld i år. Bare fire små spirer, og de blev plantet ud en gang sent på foråret. Jeg har hele tiden undret mig, for planterne, der voksede op, lignede til forveksling en af de mest almindelige ukrudtsplanter i min have. Bladenes form og størrelse er den samme. Der er en slags aks af frø i toppen af planten.

I dag fik jeg googlet mig frem til noget viden om quinoa hos Backyard Gardening. (Gad vide, hvorfor jeg ikke har gjort det før. Der stod mange spændende ting.)
Gåsefod - fra Wikipedia
Quinoa ER i nær familie med den plante, der hedder gåsefod, og der findes omkring 40 forskellige arter af gåsefod i Danmark. Den er altså god nok. Mine quinoaer er quinoa, og alle de andre skal bare fjernes. Nu da mine planter er vokset godt til, er det såmænd også temmelig nemt at se forskel. Quinoaplanterne bliver meget højere og kraftigere, og quinoafrøklyngerne er også meget større og tættere end på gåsefodsplanterne.

Inden længe vil mine quinoaer blomstre med små røde klynger af blomster, og med mindre det tørre vejr virkelig varer ved, skulle der ikke være nogen fare for at planterne tager skade; de er gode til at klare en del tørke.

Det viser sig, at quinoaplanten ikke kun er interessant pga. frøene; bladene kan også spises dampede eller i en salat - vel nærmest på samme måde som spinat. Det vidste jeg ikke, men det må afprøves. Planten stammer fra Sydamerika og kaldes også peruspinat. Det giver jo så god mening.

Quinoaen er klar til at blive høstet, når alle bladene er faldet af og kun frøstandene er tilbage. Planten er åbenbart ikke følsom overfor let frost, så der er ingen panik nødig, hvis vi pludselig skulle nå til dét, inden jeg har høstet mine fire planter...

Men høst er altså ikke aktuel endnu, så den historie venter jeg med. Jeg læste mig dog til, at jeg har en lidt besværlig proces foran mig: quinoafrø er dækket af et sæbestof, saponin, som dels holder skadedyr væk, men som dels ikke er så godt for mennesker. Frøene skal altså skylles eller vaskes meget grundigt. Hmmm. Mere om det, når jeg nå så langt. Også mere om de kulinariske fortræffeligheder ved quinoa en anden god gang. Det er en meget spændende plante!

søndag den 29. juli 2012

Endnu en kagesøndag med historier

Sidste søndag i juli. Derfor var der linet op til kagesøndag kl. 14.


Og ikke bare kaffe og kage: bestyrelsen havde igen arrangeret sig med nogle af veteranerne fra foreningen, og vi fik fortællinger fra Veronika, Erik og Lise.


De fortalte bl.a. om dengang - før nyttehaveforeningen blev dannet og der var skolehaver for voksne - da alting skulle stå på ens rækker, om den kaotiske første tid som forening og om, hvad det var der skete, da der i 1998 blev lagt lermembran ud og lagt ny og ugiftig jord ovenpå.


Det der i virkeligheden er det mest overraskende og fascinerende: haveforeningen har IKKE - som fx. Vennelyst på den anden side af vejen - eksisteret siden tidernes morgen. Den er ikke mere end 14 år gammel, og eftersom jeg allerede har været her i tre sæsoner, er jeg allerede en del af historien.


Der bliver arbejdet på at samle alle de spændende billeder og historier. Her er det Ole og Annette, der studerer et gammelt foto.

Da vi havde snakket og spist kager - endnu en gang blev det et ganske overdådigt kagebord - og drukket kaffe nussede jeg lidt i min egen have.

Jeg fik fjernet mælkebøtter frs min "græsplæne" med mit nye mælkebøttejern. Det virker faktisk!

Jeg fik - igen, igen - taget livet af nogle peberrodsplanter. De er nærmest ustoppelige.


Jeg har høstet én rødbede. Jeg tænker også at tage bladbeder med hjem og noget salat, men lige nu regner det, så jeg har sat mig i ly, og satser på at det klarer lidt op inden alt for længe...

onsdag den 4. juli 2012

Dagens grønne dont

Jeg har:
Spist kirsebær fra Netto. Læst det nye Copenhagen Food. Læst velkomstbrev fra HTX.

1) Fjernet ukrudt - især peberrod - omkring aspargeserne. Jorden er tør!


2) Sået en række spinat og en række rød salat i "kassen"


3) Vandet det nysåede, den grønne salat, rødbederne, kvan, skovjordbær, urtehaven. Der var en snegl i steviaen. :-(


4) Samlet en ny kost og fejet i skuret.
5) Testet on-the-spot blogging MED fotos.


6) Hængt slå-ikke-knolden-på-hjørnet-af-taget-tingester op. Måske virker det...
7) Plukket en håndfuld ribs fra busken i bagskellet:



søndag den 24. juni 2012

Kaffe og kage i N/F Kløverengen. Metha fortæller.

Den nyetablerede kaffe- og kageordning på månedens sidste søndag er allerede begyndt at ligne en tradition. Vi er et tremandsudvalg - bestående af tre kvinder - der har ansvaret for, at der er kage. Vejret har vi ikke ansvaret for.

I dag mødtes vi for tredje gang. Fremmødet var mindre end de første to gange, men det blev eftermiddagen ikke ringere af. Bestyrelsen havde bedt Metha, foreningens ældste medlem, om at komme og fortælle lidt om "gamle dage".
Det blev til historier fra skolehavetiden midt i '70-erne. Om jordbær, løg og kartofler (sytten på hver række!) som tvangsafgrøder, om havemand og kommunal effektivitet og om fællesstampning af stierne.
 
Det begyndte at regne, så vi krøb i læ i fælleshuset. Metha fortalte videre om pligter, egen kompost og en søn, der spiste femten kartofler. Derefter spørgsmål fra salen.
 
Vi fortsatte lidt endnu og hørte bl.a. om toiletter, der skulle tømmes og om forurenet jord. Sigrid havde fotos med fra 1998, da haverne fik ren jord på. De billeder bliver scannet og lagt på foreningens hjemmeside.

søndag den 6. maj 2012

Hov! Der fløj lige et år.

Hov! Der fløj lige et år. Med haveballade og sygdom, men NU!

Jeg er godt i gang med en ny sæson: 
  • Huset er placeret på grunden, og nu bliver det stående.
  • Jeg har ansatser til overblik over, hvordan grunden skal indrettes.
  • Jeg har kommet ting i jorden, og noget - fx. tulipaner - kommer simpelthen op.
  • Jeg har fået kontakt med en havemand, som mod betaling kan klare noget af det grove - fx. græs på upassende steder og i upassende højder - som ellers vil tage livet af mig. Samvittighedsmæssigt, ikke mindst.
  • Jeg har været med til at etablere en kaffe-kage-ordning i haveforeningen.