søndag den 24. juni 2012

Kaffe og kage i N/F Kløverengen. Metha fortæller.

Den nyetablerede kaffe- og kageordning på månedens sidste søndag er allerede begyndt at ligne en tradition. Vi er et tremandsudvalg - bestående af tre kvinder - der har ansvaret for, at der er kage. Vejret har vi ikke ansvaret for.

I dag mødtes vi for tredje gang. Fremmødet var mindre end de første to gange, men det blev eftermiddagen ikke ringere af. Bestyrelsen havde bedt Metha, foreningens ældste medlem, om at komme og fortælle lidt om "gamle dage".
Det blev til historier fra skolehavetiden midt i '70-erne. Om jordbær, løg og kartofler (sytten på hver række!) som tvangsafgrøder, om havemand og kommunal effektivitet og om fællesstampning af stierne.
 
Det begyndte at regne, så vi krøb i læ i fælleshuset. Metha fortalte videre om pligter, egen kompost og en søn, der spiste femten kartofler. Derefter spørgsmål fra salen.
 
Vi fortsatte lidt endnu og hørte bl.a. om toiletter, der skulle tømmes og om forurenet jord. Sigrid havde fotos med fra 1998, da haverne fik ren jord på. De billeder bliver scannet og lagt på foreningens hjemmeside.