lørdag den 31. juli 2010

Man kan nå meget på et par timer...

... især hvis man arbejder helt langsomt!

Det har regnet de sidste par dage, og jeg fik pludselig tanken, at jeg må eje en regnmåler. Hvor får man ellers at vide, hvor meget det har regnet? Findes der mon en god hjemmeside?

Nå, men søster og jeg rundede Silvan på Fisketorvet på vej til haven og kom ind og ud på ganske få minutter, og vi havde - næsten - ikke andet med ud end vandmåleren. Vi købte for tyve kroner kundevognspoletter. Dagens første succesoplevelse.

Vandmåleren var kort efter plantet i sit nye hjem. Så må det godt regne igen.


Vi holdt en kaffepause - dagens anden succesoplevelse - og havde lidt svært ved at komme i gang. Vi venter stadig på svar fra bestyrelsen om vores "byggeplaner" og mange ting kan først gøres, når vi kommer hen i slutningen af sæsonen.

Vi lavede nærmest ingenting, men i løbet af et par timer havde vi:
  • Høstet agurker - 2 stk. Flere er på vej.

  • Fjernet ukrudt omkring gulerødder, salat, kål og bønner
  • Omplantet en lidt slunken timian
  • Forstyrret en myrekoloni på det grusomste (det ses måske ikke ligefrem supertydeligt på filmen, men de var vrede, og jeg stod i stor fare for at blive angrebet!)
  • Luget mellem krydderurterne
  • Omplantet squashplanter (vistnok) så de har lidt mere plads
  • Talt pænt til en nabo om hendes lavendelhæk
  • Fået en kæmpelavendel
  • Delt kæmpelavendel i mindre stykker (det var IKKE nemt!)
  • Plantet og vandet lavendler, så vi også kan få en lavendelhæk
  • Lånt net til vores lidt forkølede solbær
  • Revet tørt ukrudt sammen, så der ser pænt og ryddeligt ud
  • Høstet salat 
  • Vandet - både nyplantede lavendler og andet. Selvom det har regnet, er der stadig tørt
  • Og snakke-sludret med adskillige naboer og andre. Det er simpelthen utroligt - og superdejligt - så venlige alle er. Og alle vil gerne dele. Planter. Ideer. Nyplukkede solbær. Hvad de nu har.
Og dagens ottende - mindst - succesoplevelse: en agurkemad af egen avl! I et køkken der dufter af lavendel!


    Ingen kommentarer:

    Send en kommentar