Da vi overtog haven var den godt tilgroet, og vi har fjernet ukrudt i flere omgange. Vi besluttede dog at lade en håndfuld enlige kartoffelplanter stå hist og her. Når de nu var der. Man kan jo gå udenom.
I dag blev vi så trætte af at gå udenom en af planterne, og den måtte lade livet. I de andre haver er kartoffelhøsten godt i gang, og selvom vi ikke var helt sikre på om vores plante rent faktisk havde blomstret eller ej - og det er jo ellers tegnet på, at man kan begynde at grave kartoflerne op - så overbeviste vi hinanden om, at det værste der kunne ske var, at der ikke var noget under planten. Men det var der!
Der var lidt fosterdrab over seancen, for de var ved Gud temmelig små, men der var til gengæld en hel del af dem. Og det er som det rene guld man finder i jorden. De små klumper lyser op - og når man ved, hvor delikat de smager, må fornemmelsen kunne sammenlignes - bare lidt - med en guldgravers begejstring.
Jeg havde været et smut på genbrugsstationen inden jeg kom i haven, og jeg havde fundet en fin bage- eller buddingform. Den blev nu brugt som kartoffelholder.
Hjem med den kostbare ladning i cykelkurven. Det var kun lidt bizart at cykle forbi tatoo-shops og narkomaner i Istedgade med nyopgravede kartofler. Tænk, hvilke kontraster der er i byen!
Kartoflerne blev kogt helt forsigtigt og spist sammen med søster bare med - masser af - smør og salt på et par fine tallerkener, som jeg også havde fundet på genbrugsstationen. Storslået natmad!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar