søndag den 19. august 2012

Det begynder at ligne noget: quinoa i min have

Jeg har været lige ved at hive planterne op flere gange, og jeg har fået kommentarer om, at det da er ukrudt. Men nej: jeg dyrker quinoa i min lille nyttehave, og planterne stortrives. Der er ved at være store "klumper" af quinoa-frø i toppen af planterne, og de er ved at skifte farve fra grønt til rødt.
Jeg købte quinoa-frøene, da jeg var i USA sidste forår. Jeg nåede ikke at så dem sidste år, men det gjorde jeg til gengæld i år. Bare fire små spirer, og de blev plantet ud en gang sent på foråret. Jeg har hele tiden undret mig, for planterne, der voksede op, lignede til forveksling en af de mest almindelige ukrudtsplanter i min have. Bladenes form og størrelse er den samme. Der er en slags aks af frø i toppen af planten.

I dag fik jeg googlet mig frem til noget viden om quinoa hos Backyard Gardening. (Gad vide, hvorfor jeg ikke har gjort det før. Der stod mange spændende ting.)
Gåsefod - fra Wikipedia
Quinoa ER i nær familie med den plante, der hedder gåsefod, og der findes omkring 40 forskellige arter af gåsefod i Danmark. Den er altså god nok. Mine quinoaer er quinoa, og alle de andre skal bare fjernes. Nu da mine planter er vokset godt til, er det såmænd også temmelig nemt at se forskel. Quinoaplanterne bliver meget højere og kraftigere, og quinoafrøklyngerne er også meget større og tættere end på gåsefodsplanterne.

Inden længe vil mine quinoaer blomstre med små røde klynger af blomster, og med mindre det tørre vejr virkelig varer ved, skulle der ikke være nogen fare for at planterne tager skade; de er gode til at klare en del tørke.

Det viser sig, at quinoaplanten ikke kun er interessant pga. frøene; bladene kan også spises dampede eller i en salat - vel nærmest på samme måde som spinat. Det vidste jeg ikke, men det må afprøves. Planten stammer fra Sydamerika og kaldes også peruspinat. Det giver jo så god mening.

Quinoaen er klar til at blive høstet, når alle bladene er faldet af og kun frøstandene er tilbage. Planten er åbenbart ikke følsom overfor let frost, så der er ingen panik nødig, hvis vi pludselig skulle nå til dét, inden jeg har høstet mine fire planter...

Men høst er altså ikke aktuel endnu, så den historie venter jeg med. Jeg læste mig dog til, at jeg har en lidt besværlig proces foran mig: quinoafrø er dækket af et sæbestof, saponin, som dels holder skadedyr væk, men som dels ikke er så godt for mennesker. Frøene skal altså skylles eller vaskes meget grundigt. Hmmm. Mere om det, når jeg nå så langt. Også mere om de kulinariske fortræffeligheder ved quinoa en anden god gang. Det er en meget spændende plante!

1 kommentar:

  1. Meget nyttig artikel! Må jeg spørge hvornår og hvordan du forspirede din quinoa, og hvornår den spirede?

    SvarSlet